Det irriterede Ring, at hans Kone ikke saa ud som en lykkelig Hustru, og saa gik han til Tanten og beklaged sig. Denne loved at tale til Constance, og det gjorde hun da ogsaa ved den første Anledning.
Fru Ring hørte paa hendes formanende Ord med en nedslaaet Mine og nu og da et Par Enstavelsesord som: Ja, jeg véd nok, ja vist, ja o. s. v., indtil Tanten tog hende ind til sig og kærligt hviskende bad hende sige, hvad der var i Vejen.
Da brast Constance i Graad og fik med Møje frem de Ord: „Jeg længes hjem.”
Resultatet af denne Samtale blev saa senere refereret til Ring.
Længes hjem! En gift Kone gaa og længes hjem. Dét var skam en net Historie. Var da hendes Hjem ikke hos hendes Mand for Fanden! Og havde hun ikke alt, hvad hun kunde ønske sig og mere til. Gik han kanske ikke der og bar hende paa Hænderne og vidste han vel det gode, han ikke vilde gjøre hende?
Om han prøved at sende hende hjem en Tur, havde Tanten foreslaaet.
Helt op Fanden i Vold til Molde! Nej Tak, det skulde han bede sig betakket for. Var hun ikke netop kommen fra Badestedet, og havde han ikke undværet hende i Maaneder? Der maatte da være Grænser for Opofrelse ogsaa!
Bare der kom Smaafolk — mente Tanten.
Ja var der endda noget sligt i Gjære, saa skulde han ikke ha talt om det, — men Pokker heller!
Tanten havde saa, da han alt stod med Haanden paa Dørgrebet, sagt noget om, at al Ting stod i Vorherres Haand, og at Constances Sindstilstand nok vilde bedres.
Men Vinteren gik og Vaaren kom, og alt blev ved det gamle. Naar hun var ude i Selskab, eller der var fremmede hos dem, kunde hun nok faa en Raptus af sin gamle Livlighed, og endog undertiden give sig hen til en paafaldende Lystighed. Dette var dog kun en ny Kilde til Ærgrelse for Ring. Der kunde hun sidde og fjase og le med disse Mandfolk, som drev ind hos dem om Aftenen og gav sig til at blive, enten han bad dem eller ej, og alene med ham var der aldrig et Smil at se paa hendes Ansigt. Skulde han faa hende til at snakke, maatte han, som han plejed at sige, hale og slide hvert Ord ifra hende, undtagen naar det gik ud paa at sige ham imod eller være ubehagelig, for da skulde han tro, hun kunde faa Munden paa Gang, saa det forslog.
Ring skulde gjøre en Tur til Stockholm og Kjøbenhavn dels i Forretninger dels for at friske sig, og foreslog sin Kone at følge med. Hun blev i det første Øjeblik henrykt; hun, som aldrig havde været udenfor Norge, skulde endelig faa se lidt af Verden. Men det kom og gik som en kort Opblussen, for naar hun tænkte sig om, glæded hun sig ikke. Hun forudsaa, hvordan det vilde gaa; de havde jo aldrig Lyst til det samme og altid en stik modsat Opfatning af, hvad der var behageligt og fornuftigt. De havde gjort en liden Tur opover Mjøsen og Guldbrandsdalen forrige Aar, og da havde de ligget i Splid og Disput om hver eneste Bagatel. Naar hun var sulten og vilde spise, var han propmæt, og naar hun var træt og vilde hvile, følte han sig netop saa opplagt til at drage videre. — Alligevel tænkte hun ikke paa Andet end at blive med, indtil Ring en Aften, Rejsen kom paa Tale, sad og foreholdt hende, hvor meget dyrere det vilde blive at ta hende med, og at han derfor haabed, hun vilde vise sin Taknemmelighed ved at være rigtig sød og elskværdig baade paa Rejsen og senere.
„Tak! naar det er paa den Manér, vil jeg helst blive hjemme,” brast det pludselig ud af hende.
„Gud bevar's, hvor Du er prippen, aldrig kan Du taale et spøgende Ord; men værs'god — hvis Du tror, at jeg tigger Dig, tar Du fejl.”
„Det vilde heller ikke nytte Dig noget. Kort og godt, jeg rejser ikke med.”
Og nu udspandt der sig en af disse Trætter, der var saa hyppige mellem dette Ægtepar, og som endte med, at Ring sa noget rigtig krast, eller gjorde noget meget voldsomt, som f. Eks. at rive Dagsavisen i Filler, knuge Stykkerne i sine Fingre og kaste dem i Øst og Vest, eller kyle en Bog bortover Gulvet, saa Bindet løsnedes, hvorpaa han med Hast og Bram absentered sig for at komme tilbage med en forlegen Mine og spagfærdig spørge om en eller anden ligegyldig Ting, som han havde god Greje paa i Forvejen.
I de følgende Dage søgte Ring at formaa sin Kone til at forandre sin Beslutning, og blev baade forbavset og imponeret, da han mærked, at hun ikke var til at rokke.
Han rejste da alene, slog sig rigtig ungkarle-løs, besøgte de fashionable Fruentimmer, mored' sig udmærket og havde Skrupler og Samvittighedsnag hver Morgen, naar han vaagned. Under saadanne Sindstilstande skrev han Breve hjem fulde af Elskov, af Længsel og af Forsikringer om, at Livet uden hende var det rene Intet for ham. Han vidste nok, at han ikke var hende værdig o. s. v., men han elsked hende saa højt, — det var hans eneste Fortjeneste. Naar han nu kom hjem, skulde hun se, hvor godt det skulde blive. Adskillelsen havde lært ham at sætte den rigtige Pris paa hende, han skulde være saa hensynsfuld og god, ingen Disharmoni skulde blive mulig mellem dem for Eftertiden o. s. v. Jo mere han skrev, jo hidsigere blev han; han skrued sig op til en sand Feber og pønsed i sin Utaalmodighed paa at gjøre Rejsen kortere, end Bestemmelsen havde været.
Constance sad imidlertid hjemme i den kjedelige By med sit evindelige Savn og sin Længsel efter det, hun havde tænkt, Livet skulde være, men som det ikke var. Det forventede Velbefindende ved at være fri for sin Mands Selskab indfandt sig ikke. Aldrig havde hun dog været saa nedstemt og mismodig som nu. Ensomheden plaged hende, og dog var hun ikke i Humør til at se nogen. Hun gik meget lidet ud og nægted sig hjemme, naar det ringed.
At hun dog ikke var rejst med. Hun kunde ikke lade være at græmme sig over det. Hvad var hans Snak at bryde sig om, han, som altid snakked og snakked og kom med saa meget Sludder, som egentlig ikke var saa ondt ment, især om Aftenen, naar han havde drukket den væmmelige Kognak med Selters i. Bare Tiden vilde gaa, saa han kunde komme tilbage... Ja, sandelig — gik hun ikke der og ønsked ham hjem igjen, han fik være den, han var, alting var jo at foretrække for denne tærende Ensomhed.
Og om Aftenen, naar hun skulde svare paa hans Breve, flød hun hen i en vemodig Stemning med underlig, bløde Forestillinger. Hun digted alting om; hun var en lykkelig Hustru, hendes Mand var hendes elskede, som brændte efter at ile hjem og slutte hende i sine Arme. Det var Længslen, som gjorde hende trist og hjærtesyg.
Denne hendes Digtning gled over i Brevene; den lagde et Skjær af Ømhed over Stilen og formed Udtrykkene varme og milde, saa Ring sad og læste det med Henrykkelse.
Men da han saa pludselig stod der i Stuen en Uge for tidlig med sin Forelskelse, sine voldsomme Kjærtegn og sine Foræringer spredt ud over Borde og Stoler, sank Hjærtet til Bunds i hendes Bryst. Der var han med al sin støjende, selvtilfredse Sikkerhed, der fyldte Stuen fra Gulv til Loft, med denne irriterende Meddelsomhed, der fortalte de trivielleste Ting med en Bredde og Vidtløftighed, som var det rene Fænomener. Alt dette digtede Kram, som i hans Fravær havde kastet et kunstigt Skjær af Skjønhed over et Par traurige Aftentimer, var fejet bort og fordunstet i samme Nu, og hun fornam det sikrere end nogen Sinde før, at det, hun følte for denne Mand, var idel Lede og Ligegyldighed.
Nogle Dage senere stødte Ring paa Tante Wleügel i en Sporvogn. Der var ikke mange Passagerer, den gamle Dame satte sig over til ham og spurgte efter Constances Befindende, og om hvordan Humøret var.
„Skidt” — sa han og rysted paa Hodet med en Grimace.
„Jeg har tænkt paa det, Ring” — sa Tanten i en lav, fortrolig Tone, „at hvis hendes Mor kom herned en Tid, saa vilde det ha en god Indflydelse.”
„Skal tro det...?” svarte Ring tvilende og plired med Øjnene.
„Det var i alt Fald et Forsøg værdt... en skal gjøre, hvad der er rigtigt. Min Søster er saa god og forstandig — ja, De kjender hende jo saa lidet, — — men det er saa underligt med ens Mor.”
Ring var ved sit Bestemmelsessted.
„Jeg skal tænke paa det” — sa han trævent og sprang ud, mens Sporvognen var i fuld Fart.
„Hvad siger Du om at faa din Mor herned paa et Besøg, Constance?” — sa Ring pludselig samme Dags Aften, mens han borte ved Ovnen stelte med sin Pibe.
Constance sad i Sofaen og hækled. Hun løfted Hodet og svarte i en overrasket, lidt hemmelighedsfuld Tone: „Tænk, jeg drømte inat, at hun var her.”
Ring tændte sin Pibe og satte sig magelig til Rette ved Siden af hende.
„Kunde Du ha Lyst til det, Constance?”
„Snak om en Ting”... hun smilte modstræbende som en, der ikke vil la sig mærke med sin Glæde.
Ring drak en stor Slurk af det fyldte Glas foran sig.
„Skriv og inviter hende,” sa han og smækked med Læberne.
„Ja, ja” — svarte hun oprømt. Hun kasted hurtig sit Arbejde og rejste sig. Saaledes havde Ring ikke set hende siden Forlovelsestiden.
„Men ikke nu” — sa han med et misfornøjet Tonefald. „Det er jo Sengetid, Du faar da vente til i Morgen.”
Hun satte sig straks og begyndte al hækle igjen.
„Saa det blev hun dog i en Smule Humør for, —se, se, saa det blev hun dog i Humør for.” Han kneb hendes Kind med sin Pege- og Langfinger.
„Au” — sa hun og trak Hovedet til sig som et Barn, der blir ærtet. „Det gjør ondt.”
„Hvor det klær Dig at være venlig, Constance... Det er skam noget andet end det mugne Fjæs, som gaar og sætter Splid imellem os om Dagene.”
„Lad nu mit Fjæs være i Fred” — svarte hun med paataget Surmuleri.
„Ja, saa skriver Du altsaa i Morgen og spør, om din Mor kan komme.
„Og blive her en Tid?”
„Saalænge hun har Lyst naturligvis.”
„Saalænge hun har Lyst, ja... Hvorledes faldt Du paa det?”
„Jeg vilde gjøre noget, som rigtig skulde glæde Dig.”
„Saa har Du sandelig været heldig.” Hun lo muntert.
„Men saa skal Du kysse mig og sige, at Du er glad i mig” — bad han.
Hun bøjed sig hen til ham og kyssed ham skyndsomst paa Kinden.
„Nej værs'god paa Munden.” Han saa forurettet ud og snapped hende til sig, da hun alt var halvvejs tilbage igjen.
Hun kyssed ham paa Munden.
„Og saa skal Du sige, at jeg er snil, og at Du er glad i mig.”
„Slig en Skolemester” — sa hun og lod, som om det mored hende. Derpaa ramsed hun op, at han var snil, og at hun var glad i ham, som et Barn, der fremsiger sin Lektie.
Han lo og vilde ta hende paa sit Skjød.
„Jeg maa gi Blomsterne Vand, de er saa tørre,” sa hun og vilde løs.
Han slap hende med en sur Mine.
„Naturligvis, det er den gamle Vise... Naar jeg vil, Du skal ofre et Minut paa mig, faar Du et Hastværk, som om Verden skulde forgaa i næste Nu.”
Han kasted sig tilbage paa Sofaen, stak Hænderne i Bukselommerne og gav sig til at stirre paa Rafaels Madonna med en skuffet og fjendtlig Mine.
Constance havde været ude efter Vandkanden. Nu gik hun og sysled med Blomsterne paa en rolig, omhyggelig Maade som en, der har Tiden for sig. Ring fulgte hende med Øjnene og bad hende grætent om at skynde sig. Han gisped og vilde tilsengs.
Hun mente, at han kunde gaa, naar han vilde. Der var jo istand paa Soveværelset.
Han tømte sit Glas, rejste sig braat og gik ud af Stuen med afmaalte Skridt og et Smæld af Døren, der røbed hans ublide Sindsstemning.
Da Constance langt om længe var færdig med sine Blomster, rydded hun op i sit Syskrin, ordned Bøger og Aviser og tog sig til sidst for at flytte Nipssagerne paa Etagèren om.
Saa slog hun sig ned mellem Blomsterbordene og Plantestativerne borte ved det brudte Vindu, hvor der i en Runding om et lidet Marmorbord stod et Par lave Lænestole. Her sad hun og bed i sin Underlæbe, der var trukken helt ind i Munden, med Armene overkors paa Brystet. Glæden over, at Moren skulde komme, var som blæst bort, eller ogsaa maatte hun rent ha glemt det.
En Dør blev pludselig aabnet, uden at hun havde hørt Skridt i Forvejen, og Constance skvat højt i Vejret.
„Hvor blir Du af, Constance?” — det lød saa klynkende. — — „Jeg ligger her og faar ikke sove.” Han var gaaet lige af Sengen for at se, hvad hun tog sig til.
Hun rejste sig med en Kuldegysning. Det maatte ha trukket stærkt fra Vinduet.
„Nu kommer jeg” — sa hun lidt befippet som en, der er bleven overrasket i et ubelejligt Øjeblik. Derpaa slukked hun Lampen og gik ind til ham.